Nyhed

Fleksjob

Fleksjobbet har givet tryghed og ro i maven

Det var en dramatisk oplevelse for efterforsker Tina Breum, da hun i 2019 under en familieferie i Frankrig blev hasteindlagt på det nærmeste hospital og opereret for et hul på hovedpulsåren. Under operationen fik Tina hjertestop og skulle igennem en ny operation. Få dage efter blev hun ramt hun af en blodprop i lungerne og lagt i kunstig koma. Tina overlevede og var sygemeldt i et år, inden hun prøvede at vende tilbage til sit job i Nordsjællands Politi. Hendes tilstand er dog ikke til fuldtidsarbejde, derfor glæder det hende, at hun nu har fået muligheden for et civilt fleksjob ni timer om ugen i sin gamle afdeling.

Tina Breum

Af Stine Svarre Gaardhøj

Tina Breum

Hvis 58-årige Tina Breum skal give et godt råd, så er det, at man skal have en god rejseforsikring og huske at involvere sin lokale politiforening hurtigst muligt, hvis man udsættes for en arbejdsskade eller et traume. Begge dele har været afgørende for Tina Breum, da hendes sygdomstilfælde har sat dybe spor og ændret hendes liv og politikarriere.

- Det var et stort chok at blive indlagt under vores ferie i Frankrig. Men det var endnu mere traumatiserende for mine børn og min mand, som i modsætning til mig oplevede det hele, mens jeg jo var i narkose meget af tiden, fortæller 58-årige Tina Breum, som siden 2007 har været efterforsker i afdelingen for personfarlig kriminalitet i Nordsjællands Politi.

Tina Breum var indlagt i Frankrig i 17 dage, inden hun fløj hjem til hospitalet i Hillerød. Hun kunne ingenting, hendes nervesystem var presset, og hun fik at vide, at hun skulle være sygemeldt i et år, før hun måtte prøve at vende tilbage til sit job.

Gradvist begyndte Tina at arbejde igen efter et år. Først et par timer om ugen, og sidenhen lagde hun flere timer på. Politiforeningen og kommunen var inde over hendes sag fra starten.

- For mig var det vigtigt at komme tilbage til det arbejde, jeg kendte, så jeg ikke oven i alt det andet også skulle bruge energi på at lære noget helt nyt. Mit nervesystem er meget presset, så jeg kan ikke kapere så meget, fortæller Tina.


Følte sig ikke presset

Det er vigtigt for hende at pointere, at hun ikke har følt sig presset til at komme tilbage til jobbet eller til at øge timetallet.

- Jeg forsøgte at komme op på 12-14 timer om ugen, men det gik ikke. Jeg følte ikke, at nogen pressede mig – hverken kommunen eller min arbejdsgiver, og det har været vigtigt og godt for mig, at jeg har fået plads til at mærke efter, hvad jeg kunne. Det er måske mest mig selv, der har stillet for høje forventninger, fortæller Tina.

Efter et års tid tilbage i efterforskningen, kunne Tina mærke, at hendes krop var stresset, og at hun maksimalt kunne arbejde ni timer om ugen fordelt på tre dage. Hun regnede med, at det var ensbetydende med et farvel til dansk politi.

Men gennem foreningsformand Lars Jensen og socialrådgiveren i Politiforbundet fik Tina rådgivning og lidt mere indblik i, hvad fremtiden kan bringe for hende.

- Jeg troede, jeg skulle sygepensioneres, da jeg ikke havde hørt om, at man kunne få et fleksjob i politiet, fortæller Tina Breum.

Uvisheden og usikkerheden for fremtiden var det værste i denne periode for Tina, men da hendes chef en dag spurgte, om hun var interesseret i et civilt fleksjob i hendes gamle afdeling, blev hun meget glad. Det krævede dog en godkendelse i Helbredsnævnet og en masse papirarbejde. 

- Det har været meget positivt, og jeg er meget afklaret med, at det også er et farvel til min politiidentitet. Men det vigtigste for mig er at mærke efter og være tro mod min krop. Nu kan jeg fortsætte i politiet, men med en anden kasket og under andre omstændigheder. Det giver mig tryghed og ro i maven, jeg kan sove godt om natten, da der er kommet afklaring om min fremtid, og jeg har fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet, fortæller Tina.

Hun fortsætter:

- Det har været altafgørende for mig, at jeg har haft god støtte undervejs fra politiforening, kommune, socialrådgiver og min leder. Og så har vi en god og rummelig personalepolitik i Nordsjælland, som jeg kun har ros over for. Den har givet mig stor tryghed, afslutter Tina Breum.


Læs også:

Niels Lærkeholt
Nyhed

Fleksjob