Bistand

Her kan du læse mere om, hvilke former for bistand Politiforbundet kan hjælpe dig med.

bøde_standsning

Juridisk bistand

Politiforbundet hjælper hvert år mange medlemmer med juridisk bistand. Det er politiforeningerne og den lokale tillidsrepræsentant, der indstiller sager om juridisk bistand til Politiforbundet. Som medlem skal du derfor ikke rette direkte henvendelse til Politiforbundet. 

Som en tommelfingerregel gælder, at sager som vedrører fritiden, forsætlig vold, spirituskørsel og berigelse for egen vinding ikke er omfattet af juridisk bistand. Bistand ydes i øvrigt i den udstrækning, hvor der ikke er offentlig beskikkelse af en advokat.
 

Ofte stillede spørgsmål om juridisk bistand

Hvorfor giver Politiforbundet juridisk bistand?

- Det gør Politiforbundet jævnfør sin formålsparagraf om at sikre medlemmerne fagligt, socialt og økonomisk.

Hvordan får man juridisk bistand?

- Det får man ved at rette henvendelse til sin lokale forening eller tillidsrepræsentant. Hvis foreningen eller tillidsrepræsentanten mener, at juridisk bistand er berettiget efter de udstukne retningslinjer, indstiller vedkommende så om det til forbundet. Juridisk bistand kan KUN søges via den lokale forening – altså IKKE ved at rette direkte henvendelse til forbundet. Når Politiforbundet skal vurdere, om der skal ydes bistand, går man ud fra gældende retningslinjer og praksis.

Er der en tommelfingerregel i forhold til, hvornår der ikke ydes bistand?

- Politiforbundet yder ikke bistand i sager, som er opstået i fritiden, ved forsætlig vold, spirituskørsel og berigelse for egen vinding.

Findes der mulighed for at ”anke” et afslag?

- Ja, man kan få sagen forelagt Politiforbundets Hovedbestyrelse.

Hvilke typiske sager resulterer i juridisk bistand?

- Typisk yder forbundet juridisk bistand i politi-klagesager og anmeldelser om magtmisbrug i tjenesten. Dertil kommer arbejdsskadesager og ansættelsesretlige spørgsmål.

Vælger man selv advokat?

- Som udgangspunkt kan man selv vælge, men foreningen eller forbundet har kendskab til specialister inden for de givne områder og kan derfor komme med anbefalinger. Derudover er det ikke længere muligt at få beskikket den samme forsvarer, hvis to eller flere polititjenestemænd er involveret i samme sag, jvf. tre kendelser fra Højesteret.

 

Socialrådgiverbistand

Tilbuddet sker i samarbejde med hovedorganisationen FH. Politiforbundet er dog af den holdning, at arbejdsgiveren helt naturligt burde tilbyde socialrådgiverbistand til ansatte, der har behov for det. Det vil typisk være medlemmer, som af forskellige årsager ikke længere kan overskue eller har overskud til at klare svære situationer.

Sagerne behandles imellem den enkelte og socialrådgiverne i FH. Det sker ved telefoniske og/eller personlige møder. 

Kan det lade sig gøre, afholdes møderne i København, men er der behov for assistance/møder i lokalområdet, er det også en mulighed.