Nyhed

Politiforbundet: Urimeligt at forskelsbehandle tilskadekomne tjenestemænd

Politiforbundet, Centralforeningen for Stampersonel og Fængselsforbundet råber sammen vagt i gevær i forbindelse med et lovforslag, der lægger op til forringelser af tjenestemænds erstatning for erhvervsevnetab efter en arbejdsskade. - Det er en helt urimelig forskelsbehandling, lyder der fra forbundsformand Heino Kegel.

uniform

Lovforslaget vil i sin nuværende form betyde, at alle tjenestemænd risikerer ikke at være berettiget til erstatning for tabt erhvervsevne. Eller de vil opleve at få deres erstatning betydeligt nedsat – med helt op til 1,8 millioner kroner.

Det skyldes, at tjenestemandspensionens værdi ikke længere skal indgå i fastsættelsen af erstatningen - i modsætning til andre lønmodtagere, hvor der sker indbetaling til et pensionsselskab.

- Det er simpelthen helt urimeligt, utilstedeligt og en uforklarlig negativ forskelsbehandling af tjenestemænd - herunder i politiet, forsvaret og fængslerne. Her taler vi om faggrupper, der i særlig grad er udsat for netop arbejdsskader, fordi de går forrest for samfundet, siger Heino Kegel, formand for Politiforbundet.

De tre faglige organisationer har sendt et brev til partiernes beskæftigelsesordførere for at gøre dem opmærksomme på forskelsbehandlingen. Lovforslaget forventes fremsat i oktober.

- Vi bliver ved med at forsøge at påvirke processen. Det er simpelthen ikke i orden at stille tilskadekomne tjenestemænd ringere end resten af befolkningen, fastslår Heino Kegel.