Nyhed

Politiforbundet glæder sig over regeringens tiltag om bedre beskyttelse af offentligt ansattes navne

Justitsminister Nick Hækkerup meldte i pinsen ud, at regeringen vil sikre, at navne på særligt udsatte offentligt ansatte kan undtages fra retten til aktindsigt i videre udstrækning, end hvad der er tilfældet i dag. Den udmelding vækker tilfredshed hos Politiforbundets formand, Heino Kegel, for det er i den grad tiltrængt – ikke mindst for politifolk, mener han.

uniform-udstyr-politi

- Vi har gennem længere tid råbt vagt i gevær over for politikerne. Vi ser alt for mange eksempler på, at politifolk bliver chikaneret, også i deres fritid, og at det blandt andet sker på baggrund af oplysninger, som man får udleveret via aktindsigt i politifolkenes personalemapper, siger Heino Kegel.

Det er da også på den baggrund, at regeringen nu vil kigge lovgivningen efter i sømmene.

” Faggrupper som fængsels- og politiansatte oplever, at aktindsigt i stigende grad bliver brugt til at skaffe fulde navne på de ansatte. Med den viden kan yderligere personlige oplysninger om f.eks. bopæl, telefonnummer og oplysninger om familiemedlemmer ofte tilvejebringes og bruges som pressionsmiddel eller til at chikanere de ansatte.”, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

En undersøgelse fra Fængselsforbundet fra sidste år viste, at omkring halvdelen af de adspurgte medlemmer har oplevet, at indsatte får udleveret fulde navne på fængselsbetjente gennem aktindsigt. Tal fra Rigspolitiet peger også på en stigning i antallet af aktindsigter i medarbejdernes personalesager.

Chikanens karakter har ændret sig

”Vi har at gøre med offentligt ansatte, der hver dag går på arbejde for at være med til at sikre, at du og jeg kan føle os trygge. Dem har vi en særlig forpligtelse til at passe på – også når de har fri. Det er helt uacceptabelt, hvis aktindsigt kan udnyttes til at chikanere og intimidere offentligt ansatte, og efter min mening tager de nuværende regler ikke tilstrækkeligt hensyn til visse gruppers sikkerhed. Det skal vi have gjort noget ved.”, udtaler Nick Hækkerup, der forventer at invitere Folketingets partier til drøftelser om offentlighedsloven inden sommerferien.

Forbundsformand Heino Kegel kvitterer for, at politikerne har lyttet til såvel Politiforbundet, Fængselsforbundet og andre aktører, der løbende har gjort opmærksom på de utryghedsskabende og uholdbare situationer, som mange offentligt ansatte udsættes for, fordi de passer deres arbejde.

- Chikane er desværre ikke et nyt fænomen, men karakteren har ændret sig i takt med, at vi lever i en mere digitaliseret verden. Derfor er der helt klart behov for nogle ændringer for bedre at kunne passe på politifolk og andre offentligt ansatte, siger Heino Kegel.