Nyhed

Kun en patrulje i Frederikshavn – det kan ikke komme bag på nogen

I Nordjylland debatteres det i dag, hvorfor politiet ikke greb ind, da en 16-årig dreng fik tæv på en legeplads. Der var kun en patruljebil i området og den var optaget andetsteds. - Der har kun været en patruljebil i Frederikshavn i flere år, og der skal prioriteres hårdt. Vi er kun de politifolk, vi er i kredsen, og vi er i gang med at afgive yderligere, det er der intet nyt i, fastslår Jens Jørgen Møller Nielsen, formand for Nordjyllands Politiforening.

 

 

   30/8/2016

Jens Jørgen Møller Nielsen er formand i Nordjyllands Politiforening, og han er efterhånden træt af, at politikere og medier bliver overraskede og forargede, hver gang der dukker sager op, hvor politiet har måttet prioritere hårdt, eller borgerne har manglet politifolk.

-          Det er en kendt sag, og har længe været kendt, at vi kun er de politifolk, vi er. Det kalder på en fundamental debat omkring, hvilke opgaver politiet skal tage sig af og hvilket politi, vi ønsker i Danmark. Vi har groft sagt i dag et politi, som kun rykker ud når der kaldes. Det er ingen hemmelighed, og det er konsekvensen af, at antallet af polititimer ikke er større end det er, fortæller foreningsformanden.

Den aktuelle anledning er en historie fra Frederikshavn, hvor en 16-årig dreng blev gennembanket på en naturlegeplads, hvor der ofte stimler grupper af unge kriminelle sammen. Hvorfor er politiet ikke til stede på legepladsen, når en gruppe unge samles, der i forvejen er kendt for at skabe store problemer, lyder det undrende fra i flere medier og fra pårørende.

-          Der er intet nyt her, og det er jeg træt af. Fordi virkeligheden er kendt, og ingen lokalpolitikere eller politikere har gjort større indsigelser over politiets manglende tilstedeværelse, eller råbt op over, at politiet i dag er under forandring og ikke kan servicere lokalt, som borgerne måske ellers tror. Det er et vilkår. Og det vilkår er åbenbart accepteret. Derfor er det forstemmende, at der skal peges fingre, hver gang konsekvenserne bliver synlige, siger Jens Jørgen Møller Nielsen.

Hvilket politi vil borgerne have?

Han efterlyser en debat omkring politiets rolle og de forandringer som rammer i politiet – fremfor at gå fra mediesag til mediesag.

-          Hvilket politi vil vi have? Hvordan har vi det med, at vi pt. er i gang med en omorganisering, som betyder, at vi nedlægger nærpolitiet i Nordjylland? Hvordan bliver konsekvenserne af, at Nordjylland skal af med 40 politifolk, som en del af prisen for Flerårsaftalen? Hvem skal så lave politiets arbejde? Hvorfor er kommunikationen om de ting der foregår så elendig, at selv politifolk ikke aner, hvorfor alting hele tiden skal laves om, og er dybt frustrerede over ikke at kunne yde den service, som borgerne tror de kan få. For det kan de ikke, siger Jens Jørgen Møller Nielsen.

For ham at se er forventningsafstemningen med befolkning og ansatte aldrig sket.

-          Der er så langt fra den kommunikation, der kommer oppefra og til det som politifolk og borgere oplever. Derfor oplever vi alle disse sager og faldende tillid. For mig som foreningsformand handler det først og fremmest om arbejdsmiljø og fornuft. Er der ikke nok polititimer skal og må ledelsen prioritere hårdt, og tage ansvaret for prioriteringerne og melde klart ud, så borgerne ved hvad de kan forvente sig. Og så de ikke kaster sig over politifolkene, som ikke kan komme eller er til stede. Ellers bliver konsekvensen at vi gør alt halvt, og bag en sminket facade. Hellere åbenhed og debat, siger foreningsformanden.